|
|
Hvorfor bliver man syg?
|
|
I den menneskelige organisme foregår der dag og nat tusindvis af de biokemiske
processer, som er forudsætningen for, at vi er i stand til at opretholde livet.
Forudsætningen for sundhed er, at disse biokemiske processer automatisk regulerer
kropsfunktionerne efter behov.
Hvis vi for voldsomt eller for længe, gennem vor levevis,
belaster kroppen ud over dens evne til disse automatiske op- og nedreguleringer, opstår
der fejlfunktioner, den biokemiske balance forrykkes og der opstår i starten alle mulige
småskavanker. |
|
Desværre accepterer mange mennesker disse
tilsyneladende små problemer som noget normalt og uundgåeligt og tager derfor
symptomdæmpende medicin uden at gøre noget ved årsagen til ondet.
Hvis der er tilbagevendende forkølelser, influenza, menstruationsbesvær,
bihulebetændelse og andre betændelser er det tegn på, at organismen er i ubalance.
Hovedpine er for eksempel ikke mangel på Aspirin, men et symptom
på, at noget ikke fungerer, som det skal.
Hvis årsagen til problemet ikke fjernes, forværres det. Det kan
resultere i hjerte- og kredsløbssygdomme, mave- og tarmsygdomme, luftvejssygdomme,
hormonelle forstyrrelser, gigt, eksem, allergi og så videre. |
|
Husk: Det er ikke nødvendigt at være syg!
Sådan bliver du rask! |
|
 |
|
|
|
 |
|
| Sygdom og sundhed |
Grundtanken i biopatien er, at det vi kalder sygdom, i virkeligheden er følgerne af
en fremadskridende degenerationsproces.
Denne degeneration er konsekvensen af de belastninger, det
pågældende menneske kommer ud for, psykisk, fysisk såvel som ernæringsmæssigt.
Helbredelsesprocessen vil derfor - afhængig af belastning og
alder - kræve visse forandringer i menneskets liv. Det er ikke nok at tage en pille en
gang imellem.
Patienten er naturligvis hovedpersonen i denne proces, og når
dette indses, bliver resultatet en gennemgribende regeneration af organismen. |
|
| Det afbalancerede menneske |
I den menneskelige organisme foregår der dag og nat tusindvis af samtidige processer,
der som helhed bør være i ligevægt. Dette er forudsætningen for sundhed.
Når den indre balance forrykkes, opstår fejlfunktioner og
tilstande, som benævnes sygdom. Sundhed forudsætter altså, at kroppen ikke belastes ud
over sin evne til selv at genoprette balancen. |
|
|
|
| Helbredstruende faktorer |
| Mennesket udsættes hver eneste dag for tusindvis af forstyrrende faktorer, der
kan bringe kroppens indre ligevægt ud af balance. De kan inddeles i fem grupper: |
|
Psykiske faktorer
|
Vedvarende problemer og konflikter samt fortidens belastende påvirkninger kan
fastholde nervesystemet i en stress-tilstand.
Dette formindsker kroppens evne til at bevare balancen mellem de
indre processer og medfører en større risiko for sygdom.
|
|
|
Medfødte faktorer
|
Den genetiske arv bestemmer konstitutionen og dermed modtageligheden overfor belastende
indflydelser.
Der kan også være tale om medfødte dispositioner, der ikke er
genetiske, f.eks. forgiftninger, som overføres fra forældre til foster.
|
|
|
Mikrobiologiske faktorer
|
Her kan det dreje sig om de skadelige effekter af bakterier,
vira og svampe, som
forårsager forgiftninger og infektioner.
En infektion er i virkeligheden ofte en forstyrrelse af kroppens
egen mikroflora, dvs. de gavnlige mikroorganismer, der lever på huden og slimhinder i
fordøjelseskanalen, luftveje og kønsorganer.
Vort samliv med disse mikroorganismer benævnes symbiose,
et forhold, som er til gensidig gavn for begge parter.
Når den indre balance mellem mikroorganismerne forstyrres,
opstår der sygdom. Denne tilstand benævnes dysbiose, og mange infektioner er i
virkeligheden dysbiose.
|
|
|
Kemiske og biokemiske faktorer
|
Her kan der være tale om mangeltilstande (underskud) af f.eks. vitaminer, mineraler,
umættede fedtsyrer, proteiner, enzymer etc. Mangeltilstande skyldes hyppigt en mangelfuld
eller fejlagtig kost.
Der kan også være tale om forgiftninger (overskud) af f.eks.
miljøgifte, stimulanser, medicin etc. tillige med giftstoffer, som dannes i organismen af
skadelige mikroorganismer.
|
|
|
Fysiske faktorer
|
Herunder hører mekaniske skader som knoglebrud, hjernerystelse, blødninger efter en
ulykke etc. Også manglende sol, motion, frisk luft og søvn må henregnes under fysiske
faktorer.
Ethvert menneske lever hver eneste dag - i større eller mindre
grad - med alle disse helbredstruende faktorer. Den ortodokse ide om "én sygdom,
én årsag" er mangelfuld og falsk. Menneskets helbredstilstand er en naturlig
følge af den totale livssituation.
|
|
|
|
| Afledningsfaserne (degeneration) |
| Når kroppens indre balance forrykkes, forsøger kroppen at indrette sig efter
situationen, en såkaldt regulation. Men hvis kroppen
belastes ud over sin kapacitet, må den gribe til abnorme former for regulation. Den
gennemløber da en række faser, som følger et nogenlunde fastlagt mønster. Disse faser
beskriver en degenerationsproces, hvis følgevirkninger er sygdomme. |
|
|
Regulation
|
Den sunde tilstand, hvor organismen selv regulerer mindre forstyrrelser.
|
|
|
Dysfunktion
|
Kroppen belastes udover sin reguleringskapacitet og må gribe til abnorme
foranstaltninger, hvilket medfører fejlfunktioner ledsaget af symptomer som diarré,
forstoppelse, hovedpine, menstruationsforstyrrelser, spændinger, smerter etc.
|
|
|
Akut dysbiose
|
Der optræder akutte infektioner ledsaget af feber og øget udskillelse som f.eks.
bihulebetændelse og forkølelse.
Dette er en effektiv selvrensningsproces, som fordrer hvile,
nedsat fødeindtagelse - eller endnu bedre total faste - og rigelig væskeindtagelse,
indtil situationen atter er normal og feberen væk.
|
|
|
Kronisk dysbiose
|
Hvis selvrensningsfasen (se: akut dysbiose) undertrykkes -
f.eks. med kemisk medicin - forhindres afgiftningen. Giftstofferne ophobes i stedet og
kroppens biokemi forstyrres, hvilket har betydning for den vigtige mikroflora på hud og
slimhinder, som er den første barriere i immunforsvaret.
Den naturlige mikroflora undertrykkes, og det forgiftede miljø
tiltrækker i stedet skadelige mikroorganismer.
Symbiosen forstyrres, og der opstår en kronisk
betændelsestilstand (et fokus), en indre forgiftningskilde, som belaster organismen
uophørligt.
Kronisk betændelse findes hyppigst i bihuler, mandler, tænder,
galdeblære, tarm, urinveje, kønsorganer og bugspytkirtel.
|
|
|
Allergi
|
Den kroniske dysbiose belaster og forstyrrer immunsystemet, som reagerer mod ellers
harmløse substanser som pollen, æg, mælk, citrusfrugter, gluten, nikkel, husstøv,
chokolade, rødvin etc.
Dette fremkalder allergier som f.eks. astma, høfeber, eksem og
fødevareallergier. Disse allergier forsvinder, når symbiosen genoprettes.
|
|
|
Depotdannelse
|
Med etableringen af en kronisk dysbiose sker der en
faretruende optrapning af forgiftningen.
Kroppen forsøger at klare denne situation ved at deponere
giftstofferne i ikke-vitalt væv som f.eks. bindevæv, muskler og led
for ikke at gøre skade på livsvigtige organer.
Dette resulterer i en bindevævsdegeneration, som medfører
reumatiske sygdomme og forstyrrelse og slaphed i indre organer, f. eks. lunger, hjerte,
tarm, blære og livmoder.
Depoter anlægges også i blodkarrene med deraf følgende kredsløbslidelser.
|
|
|
Intracellulær dysbiose
|
Når bindevævets deponeringskapacitet overskrides, trænger giftstofferne ind i
cellerne, som i denne fase også underforsynes med ilt og næringsstoffer samtidig med, at
de ikke kan slippe af med deres affaldsstoffer.
Cellen trues af iltmangel, underernæring og forgiftninger.
Forbrændingen i cellen bryder sammen, og den omdannes til en cancercelle, som er i stand
til at overleve i det iltfattige miljø og formere sig uhæmmet.
|
|
|
|
|
|
