|
|
|
FEDME OG OVERVÆGT
|
|
Af biopat Lisbeth
Hansen
|
|
|
|
Fedme og overvægt er et stort problem for mange, unge som ældre.
|
Overvægtige personer er langt mere udsat for at lide af hjerte- og kredsløbssygdomme, diabetes, lever- og nyresygdomme, cancer og meget andet.
Desuden er der øget risiko for deres liv ved operationer.
De fleste mennesker er i dag klar over disse komplikationer, og derfor prøves den ene diæt efter den anden, men som regel tages de tabte kilo hurtigt på igen, når diæten ophører.
Mange prøver at undgå al fedtindtagelse, fordi de regner med, at det kun er der problemet ligger. Men for mange sukkerstoffer, særlig de
ulødige kulhydrater, er som regel et endnu større problem.
De fleste mennesker indtager for mange sukkerstoffer i forhold til deres energiudfoldelse og det overskydende sukker, som ikke brændes af, omdannes og oplagres som fedt. Fedt er oplagret energi (kalorier).
Fedtstoffer i den rigtige form er nødvendige for at nerve- og hormonsystemet kan fungere. Uden fedt foregår der ingen fedttransport ind og ud af cellerne og de fedtopløselige vitaminer går tabt.
|
|
Dannelsen af fedtceller er delvis genetisk
betinget.
|
Men også maden og især dens kvalitet har betydning for, om man senere i livet bliver fed og overvægtig.
I de allerførste år af barnets liv vil størrelsen af hver enkelt fedtcelle omtrent fordobles, medens antallet af fedtceller vil være ret stabilt.
Perioden fra 4 til 14 år er imidlertid kritisk. Såfremt barnet bliver overernæret og til stadighed får for mange kalorier, vil risikoen for dannelse af ekstra fedtceller blive grundlagt. Det vil medføre, at fedtlaget bliver forøget gennem puberteten.
Disse ekstra fedtceller forsvinder ikke selv om man senere holder diæt. De kan eventuelt mindske i størrelse, men suger fedt til sig igen ved den først givne lejlighed.
|
|
Fedtceller, eller fedtdepoter, findes i bindevævet under
huden.
|
Deres funktion er midlertidig oplagring af de fedtsyrer, som tyndtarmen absorberer fra maden.
Hvis disse fedtsyrer i det pågældende øjeblik ikke er nødvendige for fysisk arbejde eller til vedligeholdelse af kropstempereaturen, oplagres de i cellerne i form af små fedtkugler. Når kroppen senere har brug for det, omdannes fedtkuglerne igen til fedtsyrer.
|
|
Hvis man ofte spiser for meget
|
Hvis man ofte spiser mere, end man bruger til fysisk udfoldelse, genopbygning af muskler, organfunktioner (hjerte, lever, nyrer osv.) samt temperaturvedligeholdelse, bliver den midlertidige oplagring permanent, og mange fedtdepotceller bliver ikke opfordret til at recyklere det oplagrede fedt. Disse celler vil efterhånden miste evnen til at genudskille fedtet, og de bliver til inaktive fedtceller.
Inaktive fedtceller findes oftest på hofter og bagdel som "ridebukser", på lårene, omkring knæ og ankler, på maven og som en pude på nakken.
|
|
Inaktivt cellevæv
|
Inaktivt cellevæv har utilstrækkelig cirkulation i capilærer og lymfe. Denne fejlfunktion bevirker, at capilærerne mister sin gennemtrængelighed og at underhudens bindevævsstruktur ændres.
Denne proces foregår i 4 trin.
-
Vævet drænes ikke tilstrækkeligt og bliver derfor svampet.
-
Affaldsstoffer fra cellestofskiftet kan ikke længere udskilles, med cystedannelse, fortykket vævsvæske og mangelfuld drænering til følge.
-
Strukturen af underhuden, som indeholder depotcellerne, udvikler et netværk af fibre, den såkaldte appelsinhud.
-
Vævet bliver hårdt (sklerøst).
Resultatet af disse 4 trin benævnes ofte ukorrekt cellulitis. Cellulitis er i virkeligheden betændelse i underhudsvævet og dette er yderst sjældent hos personer med fedme. Den korrekte benævnelse er appelsinhud.
|
|
Hvorfor kan nogle mennesker tilsyneladende spise så meget, og hvad det skal være, uden at blive overvægtige?
|
Tre faktorer er afgørende for, om der udvikles fedme.
-
Kønshormoner: Østrogener, progesteroner og
androgener
Både mænd og kvinder har normalt alle tre hormoner, men niveauet og fordelingen er afhængig af køn og alder.
Kvinder har mange østrogener, nogle progesteroner og kun en smule androgener, hvor mænd har flest androgener og mindre mængder af progesteroner og østrogener.
Østrogener og progesteroner bestemmer hvor og hvor mange af de overskydende kalorier, der deponeres i fedtcellerne.
Ved menopausen opviser kvinder et mindre fald i androgenniveauet, hvor aldrende mænd opviser et større fald.
Androgener er afgørende for genomdannelsen af oplagrede fedtkugler til fedtsyrer. Uden androgener sker dette ikke og cellerne inaktiveres.
Personer med et medfødt lavt niveau af androgener, vil have tendens til overvægt hele livet.
-
Tarmenes effektivitet
(peristaltikken)
Hvis niveauet af de tre ovennævnte hormoner er korrekt, standses næringsoptagelsen fra tarmene, når der er oplagret tilstrækkelig fedt i cellerne. Resten af føden passerer ubrugt. Omvendt bevirker hormonerne, at kalorierne udnyttes fuldt ud, når fødemængden er lav.
Ved for langsom tarmpassage, kan hormonerne imidlertid ikke klare overbelastningen og der optages alligevel for megen næring.
Tyndtarmens evne til at optage fedtsyrer, kulhydrater, proteiner, mineraler og vitaminer er medfødt. Manglende evne kan dog lejlighedsvis kontrolleres og endda opbygges.
-
Skjoldbruskkirtlens aktivitet
(stofskiftet)
Skjoldbruskkirtlen administrerer den energimængde (kalorieforbrug), som kroppens temperaturtilpasning og øvrige funktioner kræver.
Lav aktivitet giver følelse af kulde og utilpashed. Høj aktivitet udvikler varme, så man ikke fryser, selv når det er koldt.
|
|
Konklusion
|
Konklusionen er, at personer med et passende hormonniveau, en rimelig god tarmeffektivitet og en aktiv skjoldbruskkirtel, kan spise næsten så meget og hvad det skal være uden at blive generet af fedme.
Andre som mangler denne kapacitet, eller har den i mindre grad, spiser kun lidt og må alligevel til stadighed kæmpe mod overvægt.
|
|
Der findes ingen mirakelkure
|
Der findes ingen mirakelkure, når det gælder fedme. De fleste af de gængse vægtreduceringsmetoder indvirker kun på de aktive, og ikke på de inaktive depotceller.
Problemet er måske ikke, at man spiser og drikker for meget, men forkert, for eksempel ting, man er allergisk overfor. Er man ikke indstillet på selv at gøre en indsats ved blandt andet at ændre på spise- og drikkevanerne, er der meget lidt der hjælper i længden.
Selv ganske små ændringer i kostvaner og livsstil kan dog give resultater, når der samtidig tages individuelle hensyn til:
|
|
Løsninger
|
Drejer det sig om at kontrollere en udpræget og faretruende fedme, er det nødvendigt at finde frem til de dybereliggende årsager for at kunne indlede en
individuel behandling med relevante homøopatiske midler, fytoterapi og nødvendige kosttilskud i form af vitaminer, mineraler og essentielle fedtsyrer.
Hvis fedmen ikke udelukkende skyldes inaktive fedtceller, kan man med fordel bruge naturlige fedt- og kulhydratblokkere. Tarmeffektiviteten kan også forbedres, så der ikke optages mere føde end nødvendigt.
Disse metoder bruges til at
kontrollere en generende, mindre overvægt og tabe nogle få overflødige kilo.
|
|
|
|
